Hvorfor får man osteoporose - knogleskørhed?

Få svar på hvorfor man får knogleskørhed og læs mere omkring arvelighed og livsstilsfaktorer, der spiller en rolle - og som du selv kan gøre noget ved.

Hvorfor får man knogleskørhed (osteoporose)?

Der kan være mange årsager til knogleskørhed, hvor knoglevævet nedbrydes hurtigere end normalt. Væsentlige faktorer, som anses for at øge risikoen for osteoporose, er:

  • Osteoporose i familien
  • Tidlig overgangsalder (før 45 år)
  • Nedsat knoglemasse som udgangspunkt
  • Stort forbrug af alkohol
  • Tobaksrygning
  • Lav testosteronproduktion (hos mænd)
  • Behandling med binyrebarkhormon
  • Visse reumatologiske gigtsygdomme som leddegigt, rygsøjlegigt og muskelgigt
  • Stofskiftesygdomme
  • Utilstrækkelige mængder kalk (calcium) og D-vitamin i kosten
  • Mangel på regelmæssig motion

Osteoporose kan starte af sig selv som led i en naturlig aldringsproces, kaldet primær osteoporose, eller det kan opstå i forbindelse med en anden sygdom, eller udløst af lægemidler, især binyrebarkhormon, hvilket kaldes sekundær osteoporose. Ens for begge scenarier er dog, at knoglevævet nedbrydes hurtigere end det opbygges med svækket knoglestruktur og brud til følge.

Primær osteoporose og sekundær osteoporose

Oftest skelner man mellem:

  • primær osteoporose (knogleskørhed uden sygdom) og
  • sekundær osteoporose (knogleskørhed som følge af anden sygdom)

Den primære osteoporose er den mest almindelige og opstår typisk enten efter overgangsalderen hos kvinder som led i det faldende østrogenniveau eller i forbindelse med høj alder og den naturlige aldringsproces med svækkede knogler til følge.

Den sekundære osteoporose opstår som følge af en sygdom eller ved behandling med visse lægemidler, især binyrebarkhormon, som fremkalder knogletab. Sekundær osteoporose / knogleskørhed ses ofte i forbindelse med sygdomme, der påvirker kønshormonerne, binyrerne eller stofskiftet. Hertil er også kræftsygdomme såvel som kroniske inflammationstilstande, herunder inflammatoriske gigtsygdomme, med til at nedsætte knoglemassen.

Læs mere om, hvad osteoporose er

Er knogleskørhed arveligt?

Sygdommen er delvist arvelig og delvist livsstilsbetinget. Hvis én af dine familiemedlemmer har fået konstateret knogleskørhed, bør du være ekstra opmærksom på at forebygge nedbrydning af knoglevæv ved bl.a. at undgå rygning, dyrke jævnligt motion samt spise en velafbalanceret kost. Du kan desuden supplere med D-vitamintilskud og kalk samt undgå at indtage for meget alkohol.

Hvorfor man udvikler osteoporose, og om sygdommen kan forværres eller forsinkes, afhænger altså både af arvelige faktorer såvel som livsstilsbetingede vaner. Nogle mennesker er for eksempel født med en lavere knoglemasse end andre, og nogle danner af ernærings- eller sygdomsmæssige årsager mindre knoglemasse under opvæksten. Almindeligvis opstår knogleskørhed dog først senere i livet fra +50 års alderen uden nogen underliggende årsager andet end alderdom.

Hvis du er nervøs eller er i risikogruppen anbefales det, at du kontakter din læge for en undersøgelse. Jo tidligere i forløbet sygdommen opdages og bremses, jo bedre.

Senest opdateret 27.04.2023