Ondt i knæet? – Se mulige årsager til knæsmerter

  • Knæsmerter skyldes oftest, at bløddelene omkring knæleddet (muskelsener, muskler, ledbånd og slimsække) er irriteret.
  • Også selve knæleddet kan være årsag til smerterne, f.eks. i forbindelse med knæskade eller ved et overbelastet knæ.
  • Knæproblemer kan også skyldes slidgigt i knæet – ledsaget af knæsmerter – som bliver markant værre med alderen.
  • Gigtbetændelse i knæ er også hyppigt, især ved krystalgigt og leddegigt.

Her kan du læse om forskellige årsager til knæsmerter.

  • Vigtig information før du læser videre

    Vær opmærksom på følgende før du læser videre:

    • Teksterne angiver ofte forekommende årsager til knæsmerter  men dækker ikke alle mulige årsager til smerterne.
    • Teksterne omfatter ikke beskrivelse af traumer (knoglebrud eller anden skade klart udløst af en ulykke).
    • Teksterne kan ikke træde i stedet for undersøgelse hos behandler – som læge, fysioterapeut eller kiropraktor.
    • Teksterne giver ikke udtømmende råd om behandling  kun enkelte eksempler på behandling er angivet.
  • De mest almindelige årsager til ondt i knæene

    Irriterede bløddele

    Ondt i knæet skyldes ofte, at bløddelene i knæområdet (dvs. muskelsener, ledbånd, muskler og slimsække) er overbelastet.

    Ofte opstår sådanne knæproblemer ved, at knæet har været udsat for uvante belastninger, og at man er utrænet. Hos veltrænede sportsudøvere er overbelastninger dog heller ikke sjældne.

    Både smerter på indersiden af knæet og smerter på ydersiden af knæet kan skyldes seneirritation.

    Seneirritation ses ofte ved både ydersiden og indersiden af knæet. På indersiden af knæet sidder en sene (gåsefods-senen) sammen med en slimsæk, der ofte bliver overbelastet. Det kan give smerter i knæet, både når man belaster knæet, og når man er i hvile.

    Knæskade, korsbånds- og/eller ledbåndsskader samt skuffeløshed

    Hvis du har haft et uheld, hvor der er opstået korsbånds- og/eller ledbåndsskader på siden af knæet, kan du få smerter i selve knæleddet pga. ustabilitet (side/skuffeløshed) - ofte også med skader i menisken/menisklåsning. Kommer du til lægen umiddelbart efter uheldet, kan han/hun, ligesom ved knoglebrud, oftest afklare, om der er tale om skuffeløshed, menisk smerter eller anden type knæskade.

    Bakers cyste – irriterede slimsække

    Flere slimsække ligger omkring knæet. På knæets forflade kan slimsæk-irritation give betydelig hævelse og knæsmerter.

    I knæhasen sidder også en slimsæk, som ofte har forbindelse med knæets ledhule. Hvis denne slimsæk hæver op (kaldet Bakers cyste), kan det give stor hævelse og ondt i knæhasen. Hævelsen gør, at man ikke kan bevæge knæet som normalt.

    Der kan gå hul på en Bakers cyste, så væsken kan sive ned i underbenet og give en pludselig smertefuld hævelse, der kan minde om en blodprop i benet.

    Gigtsygdomme

    Der er tit en sammenhæng med Bakers cyste som beskrevet ovenfor og gigtbetændelse i selve knæet. Gigtsygdomme, der angriber selve knæet, omfatter slidgigt og kroniske betændelses-gigtsygdomme, herunder krystalgigt (f.eks. urinsyregigt), leddegigt og psoriasisgigt.

    Smerter i knæ om natten kan skyldes gigtinflammation eventuelt med et hævet knæ til følge.

    Læs mere om urinsyregigt

    Læs mere om leddegigt

    Læs mere om psoriasisgigt

    Andre årsager til smerter i knæet

    Udstrålende smerter til knæet kan forekomme, hvis der er nervetryk i lændehvirvelsøjlen og ved slidgigt i hoften.

    Læs mere om slidgigt

    Du kan læse meget mere om forskellige årsager til ondt i knæene nedenfor. Klik på de overskrifter, der passer til dig.

     

  • Er dine smerter i knæet kortvarige?

    Forbigående smerter i knæområdet ses typisk, når en sene i knæet er overbelastet. Smerterne fra et overbelastet knæ vil aftage, når knæet aflastes.

  • Er dine smerter i knæet længerevarende?

    Hvis dine smerter i knæet varer ved, eller hvis de bliver værre, bør du søge læge for at få en vurdering af årsagen. Knæproblemet kan skyldes sene- eller slimsæk-irritation omkring knæet eller en gigtsygdom i dit knæled.

    Har du fået et hævet knæ, er der smerter i knæet ved bøjning eller gør det blot ondt, når du går på trapper? Ømme knæ eller deciderede knæsmerter kan skyldes en lang række ting, og du skal derfor konsultere din læge, hvis generne ikke forsvinder.

    Få mere viden om gigt

  • Har du smerter i knæet ved belastning?

    Hvis dine smerter i knæet bliver værre, eller hvis du udelukkende har smerter, når du udsætter knæet for belastning eller laver visse aktive bevægelser, kan smerterne skyldes, at muskelsener, slimsække, ledbånd eller muskulatur i området omkring dit knæled er irriteret.

    Knæproblemerne kan også skyldes slidgigt i knæet.

  • Har du smerter i knæet ved hvile?

    Smerter i knæet ved hvile er typiske for gigtbetændelse (inflammation), som kan udløses af irritation i muskelsener eller slimsække i knæområdet.

    Men også kroniske gigtsygdomme, som f.eks. leddegigt eller psoriasisgigt, kan give betændelse, og måske et hævet knæ – med smerter til følge.

  • Knæsmerter hos yngre personer

    Når yngre får ondt i knæet, skyldes det ofte, at muskelsener i knæet er blevet overbelastet. Det gælder især, hvis man er utrænet og laver en aktivitet, man ikke er vant til og derved får et overbelastet knæ.

  • Knæsmerter hos ældre personer

    Slitage i knæets sener er hyppig hos midaldrende og ældre. Dette øger risikoen for skader og irritation af senerne – og hermed knæsmerter. Også slidgigt i knæet ses ofte hos ældre.

    Læs mere om slidgigt

    Se øvelser for dig, der har slidgigt i knæet

Senest opdateret 21.06.2023