Kost og leddegigt – sådan kan du spise

Der er mange kostregimer i spil og mange forskellige holdninger til, hvad der er godt at spise - især på de sociale medier. De officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen er dog et godt udgangspunkt for alle – også når du har leddegigt. De sikrer, at du får alle de nødvendige næringsstoffer og nedsætter risikoen for f.eks. hjerte-kar-sygdomme, som du har en øget risiko for at få, når du har leddegigt. De hjælper dig også til at holde en sund vægt.

Middelhavskost

Flere undersøgelser har vist, at mennesker med leddegigt oplever færre symptomer, når de spiser middelhavskost. Middelhavskosten i undersøgelserne minder om de officielle danske kostråd. Den er baseret på umættede fedtsyrer (olivenolie) i stedet for mættede (smør), mindre kød og masser af fisk, frugt, grøntsager, fuldkorn, bælgfrugter, nødder og frø. I det danske/nordiske køkken kan du i stedet for olivenolie f.eks. bruge rapsolie.

Fisk

Fisk indeholder bl.a. protein og andre gode næringsstoffer som selen, jod og D-vitamin, som vi kan have svært ved at få nok af gennem vores kost. Og så kan fisk være med til at reducere risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Fiskens omega-3-fedtsyrer EPA og DHA er muligvis gavnlige ved leddegigt. De findes i fisk – især de fede typer som makrel, sild og laks.

Tjek din fisk med vores Omega-3-beregner

Vegetarisk eller vegansk kost

Vegetarer spiser ikke kød og ofte heller ikke fisk. Veganere spiser hverken kød, fisk, mælkeprodukter, æg eller andre animalske produkter.

Effekten af vegetarisk eller vegansk kost er usikker, men nogle leddegigtpatienter oplever, at det hjælper på deres symptomer. Hvis du vælger at spise helt eller delvist plantebaseret kost, er det vigtigt, at du sørger for at få tilstrækkeligt med de nødvendige næringsstoffer, og at erstatningerne for de animalske produkter er sunde valg. Rådfør dig med en diætist eller din læge, hvis du er i tvivl.

Dine egne erfaringer

Måske oplever du, at bestemte mad- eller drikkevarer påvirker dine symptomer. Vær åben – men vær også opmærksom, hvis du afprøver bestemte madvarer. På den måde undgår du, at komme til at mangle nødvendige næringsstoffer, eller at din vægt bliver påvirket på en måde, du ikke ønsker. Rådfør dig med en diætist eller din læge, hvis du er i tvivl.   

En aktiv og røgfri livsstil er særligt vigtig, når du har leddegigt.

Bente Klarlund forklarer om betydningen af en aktiv livsstil

Læs mere om leddegigt og rygning

Senest opdateret 11.04.2022