Dorte: Du kommer først videre, når du accepterer dine smerter
Det blev et vendepunkt i Dorte Kaznelsons liv, da hun omsider accepterede, at hendes smerter aldrig forsvinder. I dag har hun fundet fred med sin situation og lært at leve med, at hun aldrig kommer til at arbejde igen.
Foto: Jacob Ljørring
Det var en helt almindelig hverdagsmorgen for Dorte Kaznelson. Tankerne kredsede om det oplæg, hun senere skulle holde for en gruppe udenlandske kolleger. Da hun bukkede sig ned for at tømme opvaskemaskinen, mærkede hun så hårdt et smæld i ryggen, at det gav genklang ud i rummet. Dorte vidste det ikke selv endnu, men det blev begyndelsen på enden af det liv, hun i årevis havde arbejdet så hårdt for at opbygge.
"Den smældende følelse viste sig at være en akut diskusprolaps, der sad og trykkede på nerverne. Jeg blev opereret samme nat, og da jeg vågnede næste
morgen, kunne jeg mærke, at noget var helt galt. Det viste sig, at prolapsen havde forårsaget permanente nerveskader, og det var så her, det rigtige smertehelvede begyndte," fortæller Dorte, der i dag er 55 år.
Svær erkendelse
Dorte vendte retur til sit job efter operationen, men nerveskaderne fik musklerne i benene til langsomt at svinde
ind, så hun fik svært ved at gå. Ud over de stærke nervesmerter, kæmpede hun med slidgigt i lænderyggen, og nakken, der værkede, fordi smerterne gjorde hendes krop stiv og anspændt.
"Jeg var konstant træt og helt ved siden af mig selv. Jeg begyndte også at få så voldsomme migræneanfald, at de slog mig ud i flere dage ad gangen. Jeg troede, det ville gå over, hvis bare jeg hang i, men der kom hele tiden nye prolapser, nye operationer og nye smerter. Jeg blev langsomt pillet fra hinanden."
Efter et par år gik den ikke længere. Dorte blev fyret. I dét øjeblik vidste hun, at hun aldrig kom til at arbejde igen. Hun var simpelthen for syg.
"Det gjorde så ondt at erkende, for mit arbejde var en kæmpe del af min identitet. Jeg brændte virkelig for mit fag og havde så mange forhåbninger og drømme, at jeg kæmpede med næb og kløer for at holde fast i det."
Skammede sig over sin situation
Også Dortes ellers meget udadvendte og sociale liv vendte på en tallerken.
"Jeg udviklede en meget angstfuld måde at være på. Jeg skulle have styr på alle detaljer omkring sociale situationer og holdt regnskab inde i hovedet med alt. Hvis jeg skulle ud at spise, og der var langt fra parkeringspladsen til restauranten, gav det for eksempel minuspoint, fordi gåturen udmattede mig. Jeg var så bange for, at ’kontoen gik i overtræk’, så min krop ville straffe mig dagen efter," forklarer hun.
Dorte fik svært ved at være nærværende og begyndte at trække sig fra sociale situationer. Hun fik svært ved at skabe nye relationer og undgik at tale om sine smerter, fordi det var for sårbart, og hun ikke orkede alle de velmenende spørgsmål.
"Inderst inde skammede jeg mig jo også lidt over min situation, og jeg frygtede, at folk tænkte, det var min egen skyld, fordi jeg ikke spiste sundt nok eller dyrkede rigeligt med motion."
Accepter smerterne som et livsvilkår
Kort tid efter hun stoppede med at arbejde, fik hun tilbudt et forløb på en smerteklinik.
"En af lægerne sagde til mig, at de ikke kunne give mig noget medicin, der ville hjælpe mere end det, jeg allerede fik. Hun sagde også, at jeg ville komme til at leve resten af mit liv med smerter, og at jeg ikke kunne komme videre med mit liv, før jeg accepterede det!"
Først var meldingen hård, men i dag ser Dorte den som et vendepunkt. Hun har accepteret sine smerter som et livsvilkår og har sluttet fred med, at hun aldrig kommer til at arbejde igen.
"Lige da hun sagde det, gik jeg selvfølgelig pænt meget ned med flaget. Men hun havde jo helt ret, for jeg var stadig i benægtelse og testede hele tiden min krops grænser, hvilket kun gav endnu flere smerter. Da jeg accepterede min tilstand, kunne jeg begynde at indrette mit liv på en måde, der mindskede symptomerne frem for at forværre dem."
Livet skal ikke gå i stå
På smerteklinikken fik Dorte også værktøjer til at håndtere smerterne og særligt sine tanker om dem. Hun bruger jævnligt mindfulness til at meditere og finde ro, når tankerne og smerterne bliver for meget. Når hun skal til sociale arrangementer, er hun måske med til middagen og dropper festen efterfølgende. Eller hun tager nogle minutter for sig selv undervejs.
"Jeg vil for evigt og altid have en enorm sorg over det, jeg har mistet, men livet skal jo ikke gå i stå. Jeg har så mange gode ting i mit liv og kan stadig interessere mig for forskning og videnskab. Jeg ser en masse dokumentarfilm og lærer nye sprog gennem en app på min telefon. Det kommer til os alle at skulle gå fra at være sin karriere til kun at være sig selv. For mig er det bare kommet lidt før end for de fleste andre, slutter Dorte"
Download smertedagbog og få overblik over dine smerter
Smertedagbogen kan gøre dig klogere på dine smerter og hjælpe dig til at forstå, hvad der er godt og mindre godt for dig i forhold til smerterne. Den kan også være en hjælp, hvis du skal tale med din arbejdsgiver om din situation, eller hvis du skal tale med din læge om behandling af dine smerter.
