Anmeldelser

4/5

Din anmeldelse

Grillet makrel med indiske krydderier og krydret kikærtesalat med yoghurt

4 personer

Ingredienser

  • 600 g makrelfilet med skind
  • Indisk krydderiblanding (se opskrift herunder)
  • Salt og peber

Kikærtesalat

  • 150 g tørrede kikærter (eller brug 2 dåser, skyllet godt og dryppet af)                     
  • 3 spsk. jordnøddeolie
  • 4 dl yoghurt naturel 0,5 %
  • Lidt citronsaft
  • 4 forårsløg, snittede
  • 1 bundt mynte
  • 1 bundt koriander

Indisk krydderiblanding

  • 2 tsk. sorte sennepsfrø
  • 2 tsk. gule sennepsfrø
  • 3 tsk. spidskommen
  • 2 tsk. nigellafrø
  • 1 sort kardemomme
  • 1 tsk. sort peber
  • 1 tsk. fennikelfrø
  • Lidt hel kanel
  • 2 nelliker
  • 2 spsk. tørrede karryblade
  • 1/2 tsk. Aleppo-peber (eller anden tørret rød peberfrugt)
  • 1/2 tsk. tørrede chiliflager

Sådan gør du

Kikærtesalat

  1. Sæt kikærterne i blød i koldt vand i 12 timer, hvis du bruger tørrede.
  2. Hæld vandet fra, og kog kikærterne møre i rigeligt letsaltet vand – det tager 35–40 minutter.
  3. Hæld dem i en sigte, og lad dem dryppe af.

Indisk krydderiblanding

  1. Rist alle krydderierne på en tør pande i et par minutter, indtil de æteriske olier begynder at blive frigivet, og det dufter herligt.
  2. Knus dem i en morter (eller kom dem i en kraftig frysepose, og knus dem med en tung kødhammer).
  3. Varm jordnøddeolien op på en stor stegepande, og rist kikærterne. Kom halvdelen af krydderiblandingen i, og rist i 2–3 minutter (pas på, det ikke brænder på). Krydr med lidt salt. Sluk for varmen, og lad kikærterne køle lidt af.
  4. Rør yoghurt og citronsaft sammen, og vend kikærterne i.
  5. Tilsæt forårsløg, hakket mynte og hakket koriander. Krydr med salt, og lad salaten hvile ved stuetemperatur i mindst 15 minutter, så krydderierne får lov til at træde i karakter.

Fisk

  1. Giv makrelfileterne tre-fire snit på skindsiden, så de ikke krøller sammen, når de steges eller grilles. Skær eventuelt den lille bræmme af ben væk, der sidder i fileten.
  2. Drys halvdelen af krydderiblandingen på kødsiden af makrellerne sammen med lidt salt, og lad dem trække en halv times tid, inden du steger dem.

Pandestegning: Kom lidt olie på en varm pande, og steg fileterne i 2–3 minutter på skindsiden, til de er gyldne. Vend fileterne, og tæl til 10 – voila – nu er de klar!

Grillstegning: Pensl skindsiden med lidt olivenolie, og grill fileterne på skindsiden på en meget varm grill med rene riste, til de er gyldne – eller grill dem i en dobbeltsidet „fiskevender“.

Servering

Server de varme makrelfileter sammen med den lune kikærtesalat og gerne med lune grove naanbrød og en grøn salat til.

Tip

Der er brugt mange forskellige krydderier i denne opskrift, men fortvivl ikke, hvis du ikke har dem alle! Du kan bare udelade nogle og bruge lidt ekstra af de andre.

Tjek din fisk med vores Omega-3-beregner

Senest opdateret 28.06.2023

Hvad synes du om opskriften?

Vi vil gerne høre, hvad du synes om opskriften. Skriv en kommentar – og måske har du et godt tip til andre, der vil prøve den? Bemærk, at din kommentar ikke besvares af Gigtforeningen.

Skriv kommentar

Navn skal udfyldes
Din kommentar skal udfyldes
Hak ved brugerbetingelser skal udfyldes

Kommentarer